Få hjælp til at støtte dit barns udvikling

Jeg har børn i terapi fra ca. 9 års alderen. Som en vigtig start på børneterapien, indleder jeg altid med en forældresamtale. Dette giver dels forældrene mulighed for ærligt at sætte ord på alle deres oplevelser, tanker og bekymringer om barnet, uden hensyntagen til barnet. Dels øger det min mulighed for at få et ordentligt indblik i barnets situation, så jeg får den bedste fornemmelse af, om det rigtige for barnet er at starte i et terapiforløb hos mig, eller om barnet har behov for anden hjælp.

Hvornår skal børn i terapi?
Som forælder kan man have mange overvejelser omkring, hvorvidt ens barn skal i terapi. Man kan tænke: ”Det er sikkert en del af den normale udvikling – det går nok over” eller ”Er terapi virkelig nødvendigt – kan vi ikke klare det selv”?

De fleste reaktioner, symptomer og udfordringer, som børn udviser og oplever, er helt naturlige, og langt de fleste børn kommer igennem de ting de oplever med støtte fra forældre, bedsteforældre, lærere og pædagoger. I andre situationer har barnet (og forældrene) brug for hjælp til at bearbejde, komme i kontakt til sine ressourcer og komme ud af fastlåste mønstre.

Eksempler på grunde til at kontakte en psykolog – når barnet har:

• mange raserianfald og udadreagerende adfærd
• bekymringer og oplever angst
• vedvarende ondt i maven uden fysisk årsag
• oplevet sygdom, tab eller dødsfald i nærmeste familie
• en kronisk sygdom – fx gigt, astma, eksem, diabetes, epileps
• oplevet overvældende episoder hos tandlæge, læge eller hospital
• kroniske smerter
• problemer i skolen og ikke trives

Hvordan arbejder jeg?
Afhængigt af problemstilling og alder er forældrene typisk til stede under størstedelen af terapien. Ved nogle terapiforløb er forældrene tilstede under hele terapien, ved andre terapiforløb deltager forældrene i starten af samtalen og i slutningen af samtalen, alt efter hvad vi aftaler, og hvad jeg vurderer, er bedst for barnet.

Jeg giver altid barnet ”pauser” undervejs, hvor jeg retter min opmærksomhed mod forældrene og taler med dem, mens barnet lytter, tegner eller ”falder i staver”. Hvis ikke forældrene er med under hele samtalen, sørger jeg stadig for, at barnet får ”pauser” – fx ved at tale om helt neutrale eller ressourcefyldte ting, som eksempelvis barnets fritidsinteresser.

Generelt i terapi med børn vægter jeg altid, at forældrene får redskaber til at støtte op omkring barnets mestring af de udfordringer, der fylder for barnet.